Stjernedrys er Kulturskolens store tilbagevendende musiske teaterforestilling, hvor elever fra både musik, drama, dans og billedkunst optræder sammen. Der engageres op mod 100 elever på scenen samt Kulturskolens undervisere.
STJERNEDRYS GENNEM ÅRENE
Siden 2013 har Stjernedrys eksisteret i sin nuværende form. Vi har gennemårene oplevet fantastiske forestillinger. Her er et overblik
2024: Hvor går grænsen?
Stregerne er kridtet op, når Kulturskolen stiller spørgsmålet ”Hvor går grænsen?” Stjernedrys handler denne gang om, hvordan vi navigerer i Grænselandet mellem egne og andres grænser.
Hvor går din grænse? Hvornår er du gået over grænsen? Husker du at få sat de rette grænser? Hvornår føler du dig begrænset? Har vi alle de samme grænser og hvad sker der, når du balancerer lige på grænsen?
Grænsen er hermed sat og Kulturskolen glæder sig til at invitere publikum med ind i dette Grænseland med forskellige stemningsfulde og dramatiske scener fyldt med musik og performative indslag. Måske bliver der under forestillingen flyttet en grænse eller to, hvem ved…
2023: STEMMER
Forestillingen ”Stemmer” er blevet skabt ud fra tanken om, hvad vi bruger vores stemme til. Hvilken stemme er din? Hører du stemmer? Hvad siger din indre stemme? Hvem råber højst? Hvem hører de tavse stemmer? Hvem skal man stemme på? Og hvad med den gode stemning?
Kulturskolens elever hævede stemmerne og fulgte publikum på en rejse gennem forskellige stemningsfulde scener, hvor vi med musik, dramatiske tekster og performative indslag får indblik i mange forskellige tanker pog deres stemmer. Der var fokus på det vokale og i samarbejdet med Skanderborg Synger deltog mange forskellige kor i Stjernedrys. Men der var også fokus på andre forståelse af ”stemme”, for ordet har mange betydninger.
2022: NU
Stjernedrys 2022 var bygget op omkring én af multikunstneren Rune T. Kiddes historier. Den gamle Spillemand er en skabelsesberetning, som ikke bare omhandler selve jordens skabelse, men også Frygten for det ukendte, Naturens råstyrke og Kunsten som den bærende livskraft. Historien om den mytiske skikkelse, som bl.a. kan spille øjnene klare og hjerterne fri, og som via kunsten genopstår af ødelæggelse og dumhed forårsaget af krig, bliver taget under kærlig behandling med både musiske, performative og humoristiske indslag.
Vi inviterede den herboende skotsk/australske violinist, sanger og komponist Hal Parfitt-Murray med til Stjernedrys. Hal spillede den gamle spillemand, som i Rune T. Kiddes historie, står for det ukendte fremmede, glæden ved kunsten og den mere legende tilgang til livet.
2021: DA KULTUREN FORSVANDT
Stjernedrys 2021 blev aflyst pga Corona. Efterhånden som foråret 2021 nærmede sig og der stadig ikke var udsigt til at kunne holde den traditionsrige teaterkoncert, ledte man efter alternativer. Det blev dokumentarfilmen “Da Kulturen Forsvandt”.
Filmen handler om de unge mennesker, der hver dag udfolder deres talent og oplever fællesskabet ved at skabe noget kreativt – men som pludselig må se deres drømme og passion blive udfordret af en pandemi. De unge fortæller selv deres historie gennem forskellige små film og interviews de selv optager. Det bliver hudløst ærligt og der sættes fokus på de mange perspektiver der er at finde hos en ungdom, hvor kulturlivet lukkes ned på ubestemt tid.
2020: VELKOMMEN UDENFOR
Da Kulturskolens tilbagevendende teaterkoncert, Stjernedrys, ikke kunne gennemføres pga Covid-19 nedlukningen, blev der sadlet om. Luna Ersahin, som skulle have været årets Stjernedrys-kunstner, er i stedet hovednavnet i denne video med hende og bandet AySays smukke sang, “Hør en Stemme/Kus Dili” – i videoen medvirker desuden et stort udpluk af Kulturskolens dygtige elever og undervisere.
2019: TRUE COLORS
True Colors handlede om, hvordan der nogen gange kun skal én enkelt persons mening til at ændre ens eget selvbillede. Historien tager udgangspunkt i en regnbue, som en dag overrumples af én enkelt persons holdning. Regnbuen ser pludselig helt anderledes på sig selv og ønsker at frastøde alle sine farver og alle sine følelser. Igennem forestillingen tager vi med på regnbuens rejse, hvor den langsomt må finde sig selv og accepterer alt det, den også er. Det bliver en farvestrålende teaterkoncert med elever fra både musik, drama, dans, billedkunst og forhåbentlig mange flere. Til dette års Stjernedrys medvirkede skuespiller Anne Marie Helger som den altvidende fortæller.
2018: LIVETS LYS
”Livets lys” handlede om Solen og Månen og deres umulige kærlighed med temaer som modsætninger mødes, dag og nat, lys og mørke og maskulin og feminin energi. Livets Lys var et samarbejde mellem Kulturskolen og de talentfulde kunstnere Emma Elmøe, Villads Hoffmann, Jon Stage og Juliette Schaufuss.
2017: MARAMS FALD
Med afsæt i det lokale sagn om Heksen Maram var der fokus på det overnaturlige. I Kulturskolens fortolkning af det gamle sagn fra Ejer Baunehøj, følger vi Maram, der selvom hun hjælper byens borgere med at fordrive det drilske bjergfolk og bekæmpe den store lindorm, bliver misforstået og udelukket fra samfundet.
Hun bliver indelukket og bitter og efter hendes død hjemsøger hun byen. Desperate søger borgerne hjælp hos præsten, Slante-Laurits, der kan mane ånder i jorden. Maram får derfor på dramatisk vis hamret en egepæl gennem sit døde legeme, og bliver for evigt låst fast til stedet, som de lokale kender som ”Marams hul”. I følge sagnet spøger hun stadig i området og er muligvis skyld i de mange færdselsuheld på E45…
Musikken var komponeret af Kulturskoleelever og solist Helle Hansen
2016: NORDISK LYS
Med årets tema ”nordisk lys” kunne publikum se frem til en eftermiddag fyldt med energi leveret af Kulturskolens elever sammen med solist Janne Thomsen gennem musik, dans, drama og visuel kunst med fokus på, hvordan vi får øje på lyset i mørket.
Vores børn og unge er lyset, som lyser fremad – mod fremtiden. Kulturskolens har en masse børn og unge, der øver sig på et instrument, maler, tegner, danser eller lave drama. Det er børn med forskellig etnisk og social baggrund. De gør det fordi de bliver glade og hele mennesker af musikken og kunsten og fordi de ikke kan lade være med at lege, udforske, at afprøve nyt og at lære.
Solisten var den danske fløjtenist Janne Thomsen, som er en efterspurgt solist både i ind- og udland. Der blev sat fokus på lyset via Flemming Giese, der gennem hele arrangementet leverede visuel kunst.