MUSEUM I BØRNEHØJDE
MUSEUMSOMVISNINGER OG BYVANDRINGER
MUSEUMSOMVISNINGER OG BYVANDRINGER
Museum i børnehøjde – omvisning for daginstitutioner
Børnene bevæger sig ind i historiens verden og møder ting fra gamle dage. Børnene opdager ting i montrerne, de undres, stiller spørgsmål, får svar, reflekterer, fortæller selv og sammenligner med det, de kender. Kulturtilbuddet understøtter læringsmål i forhold til pædagogiske læreplaner for daginstitutioner.
Kulturtilbud til daginstitutioner i samarbejde med Skanderborg Kulturskole og Skanderborg Kommune.
Børneomvisningerne foregår i Museets på Adelgades udstilling om jernalderen. Børnene mødes af formidleren i rolle på ”præstinde Ragna”, en jernalderkvinde, der fortæller om guderne og den dramatiske historie om et stort slag, hvor knoglerne af de faldne fjender blev ofret til guderne. Vi kigger på knogler og finder ud af, hvor de hører til på menneskekroppen.
Læringsmål i forhold til pædagogiske læreplaner
En børneomvisning understøtter læringsmål inden for læringstemaer under de pædagogiske læreplaner og bliver derved en naturlig del af arbejdet med børnenes udvikling og deres forståelse for dem selv og deres omgivelser:
Barnets alsidige personlige udvikling:
At tage på tur ”ud af huset” er en fælles oplevelse, hvor børnene undervejs og bagefter, når der skal snakkes om oplevelserne, deler erfaringer med hinanden. Børnene må gerne spørge eller komme med kommentarer under omvisningen. Ofte er det deres bemærkninger, der styrer omviserens historier.
Omvisningen kan være en del af et projekt i børnegruppen, hvor børnene deltager og eventuelt producerer noget, der fortæller om besøget i museumsudstillingen.
Sociale kompetencer:
En tur ud af huset stiller krav til det sociale samvær. De skal lære at lytte til hinandens spørgsmål og til omviserens fortælling.
Sprog:
Ved samtale om tingene i museets udstilling prøver børnene at formulere sig omkring ting, som de undrer sig over.
Kulturelle udtryksformer:
Børnene får viden om kulturhistorie og traditioner ved et museumsbesøg. De lærer om tid og rum i samtaler om alle de nævnte emner. De finder ud af, at vores samfund gemmer på historier – historier, som de kan relaterer til deres egen person, idet de forholder sig til deres egen historie gennem deres forældre og bedsteforældre og andre, som var børn i ”gamle dage”.
Børnekulturtilbud forår og efterår, så det passer til årshjulet
Børneomvisninger udbydes i en tre ugers periode hvert efterår, mens der hvert forår tilbydes Børnebyvandringer. Tilbuddet er gratis og kan benyttes af alle børn i daginstitutioner i Skanderborg Kommune. Omvisningen kan tilpasses alle alderstrin, men fungerer bedst hvis børnene i gruppen er på samme aldersniveau. Der kan maksimalt være 20 børn på en omvisning ad gangen.
Børneomvisningen finder sted på Museet på Adelgade, Adelgade 5, 8660 Skanderborg.
Selve omvisningen varer ca. 30-45 min alt efter alder og interesse. Man må gerne spise medbragte madpakker i museets café eller i museumshaven.
SE INFO OM PROGRAM OG TILMELDING – KLIK HER
TILMELDING TIL EFTERÅRETSPROGRAM ÅBNER 14. AUGUST 2019 KL. 10.00.
Kontakt: snaevar.albertsson@skanderborg.dk, tlf: 24767367
Museum i Børnehøjde er et tilbud fra Kulturskolen Skanderborg i samarbejde med Kultur & Fritid
i Skanderborg.